Hjerte

Ja – Hjerte

I lang tid har jeg spekuleret på om ikke det nu er på tide, at få gjort op med nogle opfattelser omkring hjertet og kærligheden hvis vi skal overleve som art! Jeg tror at det er bydende nødvendigt, at det begynder at gå op for os hvordan vi er nødt til at tilpasse os evolutionen.

Min påstand i denne sammenhæng er, at den strategi vi har brugt til fysisk at overleve, vil slå os alle ihjel hvis vi fortsætter den. Strategien har været en evne til på et split sekund at afgøre hvem der er ven og hvem der er fjende. En evne der har været helt nødvendig for at vi kunne overleve på savannen da vi var Neanderthalere og måske endda endnu længere tilbage.

Denne evne til at definere fjender har vi taget med ind i vores emotionelle og mentale liv, hvor det så kommer til at dreje sig om psykisk overlevelse i stedet for fysisk. Og det er egentlig en blindgyde. Når vi skændes forsvarer vi vort Ego på en måde som gjaldt det liv eller død og i processen polariserer vi så enormt med modparten, at vi gør det vi altid har gjort: Skaber fjendebilleder.

Vi har brugt millioner af år på at udvikle reptilhjernen. Vi har brugt nogle hundrede tusinde år på at udvikle lillehjernen og vi har brugt en del kortere på at udvikle Den Nye Hjerne, Neo Cortex. Reptilhjernen er en ja/nej hjerne. Den er nærmest sort/hvid. Den skal sikre artens overlevelse bedst muligt (på det fysiske plan) og det gør den ved at opdele verden i fjender og venner. Da vi så udviklede Den Limbiske Hjerne var det med Reptilhjernen som forbillede. En af lillehjernens funktioner (i ret grove træk) er at holde styr på det emotionelle. Og går man dybt nok i det opdager man at emotioner er polariserede. Den ene pol er fremme i bevidstheden mens den anden er i ubevidsthed. Det er f.eks svært, om ikke næsten umuligt, at rumme sorg og glæde eller to andre modsatrettede emotioner samtidig.

Neo Cortex er den nyeste del af vores hjerne. En del af dens arbejde er mentalt at definere hvem jeg er og hvem jeg ikke er, simpelthen for at kunne adskille mig selv som individ fra andre.

Vi har først udviklet kroppe, dernæst psyke og emotioner og inden for de sidste årtusinder Egoer. Men siden 2. verdenskrig er der også sket nogle betydningsfulde ændringer. Under krigen begyndte kvinder at arbejde i industrien fordi mændene var optaget af krudt og kugler og da vi kom til ca. 1960 begyndte det for alvor at tage fart. Kvinder kom i stor udstrækning på arbejdsmarkedet og mænd blev bløde og lærte at skifte ble. Kønsrollerne byttede køn og hvor vi før var afhængige af hinanden som mand og kvinde for at kunne overleve bedst muligt, begyndte forhold og ægteskaber nu at smuldre.

Det har været en udvikling der har gjort at mange mænd har fået kendskab til det kvindelige og mange kvinder ved hvad det vil sige at være maskulin.

Inden for de sidste ca. 20 år er der startet en bevægelse af mænd der nu forsøger at genvinde maskuliniteten, men uden at glemme det feminine. Det er en proces der skaber nogle mænd, der er mere balancerede og det giver samtidig kvinden en chance for igen at blive kvinde uden at glemme hvordan det maskuline var.

Mænd og kvinder har LIGE NU en chance for at deltage i evolutionens frontløb ved, at være med i denne integration af modsatkønnetheden.

Der er nemlig en MEGET væsentlig pointe at hente her. Man kan sige at kroppen bærer på selve den hemmelighed der skal redde menneskeheden – et menneske ad gangen. Når man har udviklet og integreret både det maskuline og det feminine, sker der nemlig det der er nødvendigt for ikke at blive hægtet af evolutionen. Der sker simpelthen det der skal ske for, at vi kan finde den rigtige vej ud af den suppedas vi står i nu.

Hjerte og bevidsthed kan kun udvikles når personligheden er i balance. Vi ved det jo godt. Ektremister af en hver art synes hjerteløse. Hjerte og bevidsthed er to sider af samme sag. Træn bevidstheden og du træner hjertet samtidig. Træn hjertet og du træner bevidstheden i samme process.

Menneskets væsentligste bidrag til at evolutionen kan gå fra delthed til helhed (healing) er, at finde den indre balance hvor hjertet kan trives og udvikle sig. For det kan nemlig KUN udvikle sig når vi er i balance.

Mange har sagt det før mig: Hvis vi skal have fred på jorden må vi starte med at finde fred i os selv. Hvis vi skal have kærlighed på jorden må vi starte med at finde den i os selv. Hvor skulle den ellers komme fra?

Fremtidens forældre

Forældre i fremtiden

Denne artikel er blevet til på baggrund af virkelige hændelser. Specielt en enkelt oplevelse satte sit aftryk og fik mig til at undersøge hjernen på et dybere niveau. Jeg var på indkøb i et supermarked, går og kigger på de meterhøje hylder og rundt om et hjørne kommer et ungt par gående med en barnevogn. Moderen har lagt varer op på barnevognen foran den lille ca. 1 årige pige som glad og nysgerrig undersøger hver eneste ting der ligger der. Desværre til moderens store mishag. Hun snerrer ad barnet og siger: Du irriterer mig (bandeord). Du skal (bandeord) lade sagerne ligge. De er ikke til at lege med!

Så skulle man tro at ungen kunne lære det! Men nej. Moderen er oppe imod en sprogbarriere da barnet overhovedet ikke behersker sit modersmål, men hvad værre er, hun er også oppe imod millioner af års instinktiv nysgerrighed. Hun har ikke en chance. Heller ikke selv om hun bliver arrig.

Hjernens udvikling – meget simplificeret

Der er megen uenighed om bevidsthed er et produkt af hjernen eller om hjernen er et produkt af bevidstheden. Uanset hvilken anskuelsesmodel man vælger har vi ca. tre hjerner:

1. Reptilhjernen – Instinkterne

2. Lillehjernen – Limbiske hjerne eller pattedyrshjernen – Emotionerne

3. Storehjernen – Neo Cortex – Den logiske mentale hjerne

Reptilhjernen er den mindste og ligger inderst. Lillehjernen er lidt større og ligger omkring Reptilhjernen og uden om ligger Storehjernen.

De første ca. 18 måneder efter fødslen er en intensiv introduktion til livet. Barnet har ingen logik og intet sprog overhovedet. I denne periode ryger alt fra sanserne ind i hjernen. Den første spæde programmering er begyndt. En stor åbenhed er tydelig de første uger efter fødslen.

Indtil ca. 4 års alderen er den sproglige hukommelse under udvikling. Den emotionelle hukommelse er dominerende. Hvor tit er det lige at du har givet dit barn de samme formaninger igen og igen dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned. Og barnet har faktisk glemt den til stemmeløshed gentagne formaning, lige indtil de hører den igen. Så kan de godt huske den. Og fem minutter senere er det glemt igen. Indtil du næste dag atter gentager den. Børn husker ikke sprog så godt som følelser. Vi ved det godt. Vi siger det så tit. Hvis du ikke kan høre må du føle! Vi forstår ikke som voksne at barnets hjerne er en kopimaskine og den aller største del af børns adfærd inklusive talens brug er ren papegøje. De gentager det som vi aldrig selv skulle have sagt… Alene fordi de har hørt det i en lignende situation tidligere. Det er REN copy paste adfærd. Der er ingen logik i det overhovedet og næsten ingen mental/sproglig intelligens. Kun instinktiv og emotionel intelligens virker 100 procent i denne alder.

Den emotionelle hukommelse styres i Lillehjernen. Den Limbiske Hjerne. Her i er et center der hedder Amygdala som menes at være fuldt funktionsdygtigt fra fødslen. Her lagres emotionelle oplevelser side om side med hinanden. Oplevelser og emotioner lagres nær lignende oplevelser hvorved associationer gøres hurtige. Det er specielt nyttigt når man i en fare situation hurtigt skal finde tidligere erfaringer og mulige løsninger frem. Hippocampus er det center der kalder tidligere begivenheder frem i bevidstheden – hvor den så end er lagret! Dette sker ikke uden omkostninger. Genkaldelsen vil altid ske under påvirkning af den aktuelle følelsesmæssige tilstand og når de genkaldte billeder står klar for det indre blik, er det lige gyldigt om det er en gammel genkaldt oplevelse eller det er en ny lignende. Denne situation vil blive lagret igen ved siden af den oprindelige og på den måde vil den næste genkaldelse genkalde en situation der er en smule anderledes end første gang. Bagdelen ved dette er at hver gang vi genkalder en ubehagelig oplevelse og lader os påvirke af den ubehagelige emotion der er lagret sammen med den, vil vi forstærke den dårlige oplevelse og en dag løber bægeret fuldt og en stakkels sagesløs person der uden at ville det for os til at genkalde et eller andet, får nu skideballen for alle fortidens oplevelser der slet ikke har med ham eller hende at gøre.

Først ved 12 års alderen begynder den 3. hjerne, Neo Cortex at sætte sig igennem. Indtil da er det instinktive og det emotionelle i førersædet. Indlæring er primært udenadslære og emotionelt betinget dvs. ud fra emotionelle erfaringer og børn kan ikke lære ret meget af det voksne fortæller dem før den store hjerne er i fremskreden udvikling. Det varer til ca. 25 års alderen. Sprog kan nu kobles rigtigt til det emotionelle og disse to størrelser kan begynde at afbalancere hinanden lidt. Sanserne skærpes i puberteten. Pandelappen er den del der er sidst på banen. Det er direktørens kontor. Her planlægges og styres adfærd i relation til omgivelserne. Den er klar til brug i 2 års alderen, men er ikke færdigudviklet før ca. 25-28 års alderen.

Når dette er forstået af en voksen hjerne skulle det være helt tydeligt, at vi ofte forlanger mere af vores børn end de er i stand til at levere. Vi kan ikke forstå at de ikke kan forstå hvad vi siger. Men det er os som voksne der har et forståelses problem. Ikke børnene. Vi tror at børn op til 4-6 år ikke hører efter hvad vi siger når de gentagne gange laver den samme ‘fejl’. Tag ikke fejl. Børns hjerner er så gode til at kopiere og kombinere tidligere hørte og indlærte ting, at vi fejlagtigt tror, at de forstår alt hvad de selv siger. Det gør de ikke. De gentager bare hvad de har lært og hørt. Logikhjernen – den store – er først færdigudviklet i 25 års alderen. Det er os som forældre der skal vågne op. Barnet har ikke hjernen til det – endnu.

Så hvad kunne moderen fra før have gjort som kunne kategoriseres i den ansvarlige del af spektret i stedet for at bebrejde et barn på et år? Ja hun vidste ikke at barnet ikke forstod et kuk af den højlydte ordstrøm – på nær det følelsesmæssige selvfølgelig. Den besked gik sandsynligvis rent ind i den perfekt udviklede emotionelle del af hjernen og kan senere i livet tolkes på mange måder. Mor kan ikke lide mig. Eller selvværdet bliver banket ned. Et er næsten helt sikkert. Børn i denne alder lærer ved at kopiere. Så arven bliver givet videre. Generation efter generation.

Jo – den der havde set sit ansvar i øjnene havde jo nok udstyret manden med en indkøbsvogn så leverpostejen ikke risikerede at blive spist i utide eller måske flyve en tur på gulvet. Og set fra selvudviklingens vinkel kunne der måske godt være et temperament relateret emne mor kunne kigge lidt på sammen med en terapeut.

Forældre er nødt til at være gode ledere!