Indtil for ca. 75 år siden fandt mænd og kvinder sammen og levede i forhold fordi det gav menneskearten de største chancer for at formere sig og dermed sikre artens overlevelse. I parforhold dengang var kønsrollerne meget bestemte og arbejdet i forholdet blev fordelt på en ganske bestemt måde. Mænd arbejde og tjente penge. Kvinder opfostrede børn og tog sig af det huslige.
Men evolutionen stopper ikke her. Evolutionen er allerede videre og vi er desværre ikke rigtigt fulgt med. Evolutionen har indtil netop nu tilladt os at dele verden i ven og fjende for at vi lynhurtigt kan afgøre i enhver situation om der er fare på færde. Det basale princip i artens overlevelse har været at opdele. Ven eller fjende. Liv eller død. Kamp eller flugt. Godt eller skidt. Det har været helt nødvendigt.
Først skulle vi udvikle reptilhjernen og instinkterne, Dernæst den limbiske hjerne og det emotionelle. Derefter Neo Cortex – den store hjerne, tænkeevnen og evnen til at opdage at vi er individualiserede (dualiserede individer = delte individer).
Men evolutionen har så at sige slået et sving nu og hvis vi ikke følger med rundt ryger vi ganske enkelt samme sted hen som dinosaurerne!
Evolutionen fortsætter ikke sin vante lineære gang. Den er nemlig havnet i sin egen midtvejskrise. Og ikke mange ved hvad formålet med en midtvejskrise er, men mit bedste bud udfra at have set og arbejdet med en del af den slags er, at midtvejskrisen er livets tilbud om at lære om hjertets rummelighed og derved opnå større kærlighedsevne. Det kan man ikke ved at dele. Det kan man kun ved at hele. Heale personlighedens sår. Al erfaring viser at kærlighedsflowet i livet matcher personlighedens evne til at integrere og acceptere egne skygger og svage sider.
Vi har set gennem de sidste 75 år at mænd og kvinder i stor grad har byttet roller. Og hvorfor? Ja, den nemmeste måde at lære om sin egen modsatkønnethed er jo at prøve at bytte roller. Det har mildest talt været forvirrende fordi parforhold fungerer ikke ret godt hvis manden er kvinde og kvinden er mand! Men det har været en healingsproces hvor mange mennesker har opnået en større balance i livet. Og dermed en større evne til kærlighed. Det giver et nyt fundament for en ny slags parforhold der ikke kun handler om artens overlevelse som kommer til udtryk gennem vores behov for hinanden.
Denne proces betyder også at fortidens parforhold ikke længere er brugbare. Skilsmissestatistikkerne taler sit tydelige sprog. Derfor er her nogle bud på hvordan fremtidens parforhold kan se ud hvis de skal have en chance indenfor rammerne af evoultionen, baseret på balance og helhed i stedet for polarisering og adskildthed.
